Barndomsminder fra Billund by

Jeg er positivt overrasket over hvor mange der havde lyst til at fortælle deres bedste historie for at hjælpe os. Det har også fået mig til at tænke på min barndom. Tiden har ændret rigtig meget.

Vi fra redaktionen var nysgerrige på, hvordan det var, at være barn i Billund før vores tid. Så vi lagde et opslag op på Billund- der var engang’s facebookside. Vi spurgte, om der var nogen, der havde nogle spændene barndom- og ungdomshistorier. Dog var vi lidt urolige, da vi ikke troede, at nogen ville finde vores opslag interessant. Til vores store overraskelse var der utroligt mange, der svarede. Der var mange gode og søde historier, der fik os til, at tænke på vores egen barndom og ungdom. Vi har jo ikke oplevet så meget af vores ungdom endnu, men alligevel satte det tanker i gang. Jeg tror, det sætter rigtig store spor, i alle der vokser op i Billund, at de er Billundbørn. Det har i hvert fald, sat spor i mig, at jeg er vokset op i en by, hvor jeg kender mine naboer og hvor jeg ikke kan fare vild, fordi jeg kender byen, som min egne bukselomme. Jeg faldt så over denne historie fra Lotte Carstens.

”Her er også en af mine bedste barndomsminder. Vi var rigtig mange børn på Plougslundvej, som gik og bankede på hinandens døre, når vi ville spille rundbold oppe på "marken", (grønt område hvor der er hjertesti idag) tegne med kridt på vejen, lege "spark til dåsen" eller hoppe i sjippetov. Vi var udenfor hele tiden om sommeren, og vi sov også tit i telt med popcorn og saftevand. Det var bare byens bedste barndomsgade.”

Det med at gå rundt og banke på døre, det gør vi jo ikke nu, vi har vores mobiler. Jeg ved ikke engang, hvor over halvdelen af mine klassekammerater bor. Vi spiller ikke rundbold sammen, vi sidder med vores mobiler, eller ser tv. Mange af historierne fra facebook handler om udendørs livet. Man behøvede ikke mere end en bold og et bat, så kunne man lege en hel dag. Man havde ikke muligheden bare, at se fjernsyn. Det jeg især har lagt mærke til, er sammenholdet man havde i byen. Alle kendte alle og alle børnene legede med hinanden. Børnene lavede også drengestreger sammen. Det mangler jeg meget i nutidens Billund. Marianne Staun Jensen har skrevet en af sine bedste oplevelser, fra nogle drengestreger hun var med til, da hun var barn.

”Der var også en rar mand på gaden, som hvert år stillede sit plyndrede juletræ ud, i håb om at det forsvandt i løbet af aftenen. Den hoppede vi på år efter år. Vi "bortførte" hans træ og stillede det et andet sted hen. På et tidspunkt var der så en eller anden, (sikkert en større dreng) der gennemskuede det, så han iværksatte, at vi skulle hærge hele bydelen for, at samle alle de juletræer vi kunne og give dem til manden. Jeg husker ikke, hvor mange det blev til, men det var i hvert fald vildt spændende og frækt for en lille pige på 7-8 år”.

Jeg tror, at dem der har skrevet i kommentaren, har syntes, at det var hyggeligt ligesom at dykke ned i deres barndomsminder. Jeg synes selv, at det har været rigtig spændene og interessant, at høre om historierne fra fortiden i Billund. Jeg er selv vokset op i Billund og elsker byen. Dog kunne jeg godt, nogle gange tænke, at legepladserne blev ’opgraderet’ så de mindre børn i Billund, har den legeplads af en by, jeg er vokset op med. Billund er jo børnenes hovedstad!